Vi har længe arbejdet på at gøre galleriet til et præsentationssted for alt godt fra Lolland/Falster.

Vi bor dernede og vi elsker det, og vil gerne dele det med andre.  Der er den fri natur, masser af historie, idylliske byer, indtagende øer, fantastiske strande, skønt klima, dejlige mennesker og søde naboer, lukullisk mad, sunde råvarer, rare campingpladser, formidable restauranter og hyggelige hoteller. Der er ensomhed og trængsel, gå-på-mod, nytænkning og innovation.

Derfor er vi i løbet af efteråret indgået i et fantastisk samarbejde med Business LF . Deres mål er at fremme erhvervslivet og turismen på Lolland/Falster, og det vil vi også meget gerne.  Det er rammerne for vores samarbejde. Vi putter Shambala i mølposen indtil det genopstår under andre rammer og åbner for en ny mission i Galleriet. Vi vil formidle landsdelens muligheder og iderigdom, promovere lokale produkter og råvarer, arrangere kampagner og udstillinger med store og små producenter, og sørge for at flere finder anledning til at besøge Lolland/Falster, som for eksempel forretnings- og fagfolk, turister og fremtidige borgere på øerne. Vi vil arrangere ture for firmaer, skoler, uddannelsessteder, foreninger og enkeltpersoner og ud over det, vil vi stadig formidle kunst og kunstnere fra Lolland/Falster som en uadskillelig del af alt det gode, vores landsdel har at byde på.

"Embassy of Lolland/Falster" åbner med en reception den 1. december 2011 mellem kl. 14 og 16, og allerede fra den 2. december kan man få indtryk af ”Jul på Lolland/Falster” i ambassadens lokaler gennem lokale produkter, specialiteter og informationer.

Du er stadig velkommen i Rosengården 7.